Immunstyrkende Solbær Tonic

Lige nu er der overflod af solbær både vildtvoksende og i de danske haver, hvis du da ikke har plukket dem alle sammen endnu. Hvorfor ikke lave en kraftig, beskyttende tonic af de sidste fuldmodne solbær på buskene til at booste dit immunforsvar, når vi går ind i de mørke vintermåneder?

Vildtvoksende superfood

Solbær, Ribes nigrum, vokser vildt i Danmark og knopper, blade og frugter er sandsynligvis blevet samlet og brugt, både medicinsk og i husholdningen. Man brugte blandt andet solbær mod skørbug, til at helbrede halssygdomme, kighoste, hæshed og mavekatar. Bærrene har også været brugt som let afføringsmiddel. Og så er der jo bladene og knopperne, som er en hel historie for sig selv. Den tager vi til foråret, hvor det er bedst at plukke de friske, spæde, lysegrønne blade.

Engelske frugtavlere har lanceret solbærret som superfrugt nr. 1, altså den frugt, der indeholder flest sunde næringsstoffer. Danske forskere har også konstateret at de små runde, sorte bær med en blårød saft har meget højt indhold af C-vitamin og andre antioxidanter. Laboratorieforsøg indikerer, at solbær virker forebyggende på hjerte-kar-sygdomme og kræft. Solbær er desuden en god kilde til kostfibre og protein, E-vitamin, kalium og mangan. Solbær kan gøre dig i godt humør og forbedre din opmærksomhed, fordi de kan regulere dopamin og serotonin i hjernen. Der er altså en god grund til at skovle solbær i sig.

Og så smager de jo bare tæskelækkert!

Solbær i Traditionel Kinesisk Medicin

Ifølge kinesisk medicin er de neutrale til kølige i temperaturen. De nærer Yin, Xue og Lever. De fjerner Varme fra Xue og Lever. De gavner Lungen og standser hoste og besværet vejrtrækning på grund af Yin Xu eller Varme. Klarer i det hele taget Varme. Derfor giver det mening at man kan koge en sirup af bærrene til behandling af inflammationer og sår i mund og hals, ligesom mange hjerte-kar-sygdomme og kræfttyper vil blive set som Varme tilstande i Kinesisk Medicin, og den kølende effekt vil derfor være gavnlig.

Måske er du en af dem, der går og har det varmt her i sommertiden. I stedet for at blive syg eller få hold i nakken af at sove med blæseren tændt, eller vinduet åbent, skulle du måske prøve at køle dig selv indefra med de lækre solbær, eventuelt blandet med lidt finthakket mynte. Hvis du bare ikke kan lade være, gør lidt hakket chokolade ingen skade. De er oveni købet smækfyldt med vitaminer. Jo, jo – du må godt!

Men hvordan hænger det så sammen at solbær virker kølende og immunstyrkende på samme tid? Jo, der er alle de åbenlyse fordele på grund af det meget høje indhold af vitaminer og mineraler, som er vigtige for kroppen. Tilsætter man Varmende urter som kanel og nelliker og lader det trække i alkohol, som virker yderligere Varmende, har man en kraftig, beskyttende tonic, og opskriften får du her:

Opskrift på immunstyrkende solbær tonic

Ingredienser

1 stort syltetøjsglas

Solbær nok til at fylde det

En kanelstang

10 hele nelliker

Brandy

Fremgangsmåde

Solbær, kanelstang og nelliker fyldes i glasset og overhældes med brandy helt op til kanten. Lad det trække en måned inden du sier tonic´en.  Husk at vende den tætsluttende beholder hver dag. Traditionelt tilsættes sukker, sirup eller honning men det er ikke nødvendigt at søde drikken.

Husk, det er en kraftfuld, medicinsk drik, som indeholder alkohol - drikkes med måde! Det gælder også for de solbær, du sier fra, og som gør sig glimrende som tilbehør til is, i en kage, eller i stedet for rosinerne i gløgg. Skål og god fornøjelse.

Henvisninger:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *