En Journalist besøger NADA Caféen

Marie Gliemann:

I februar 2019 fik NADA Caféen besøg af journaliststuderende Henriette Hejlskov, som udformerede artiklen nedenfor. Vi har fået lov til at “gensende” artiklen skrevet af den idag færdiguddannede journalist. Vær opmærksom på, at artiklen er forældet og vi bl.a. sidenhen er flyttet fra Åbyhøj til Hovedgård, hvor vi i skrivende stund afholder to ugentlige NADA Caféer. Læs mere om Caféen og tiderne her.

I NADA-café kombinerer man café med øreakupunktur. Her behandler man for både psykiske og fysiske lidelser ved hjælp af nåle, te og stilhed

Af Henriette Hejlskov

19. februar 2019

Det er min tur til at sidde i halvcirklen. Plastichylstret knækkes, og jeg får sat første orange nål i øret. Mine  håndflader er stadig svedige fra den nervøsitet, der ramte, da jeg sprittede mine ører af. Jeg er ikke bange for nåle, og har da også selv 10 huller i ørerne – mange af dem hjemmelavet med synål og isterning i  et  teenageoprør. Jeg har sågar fem huller i hvert øre,  ligesom man skal i øreakupunktur. Alligevel er der noget specielt ved at få 10 nåle i ørerne på én gang og  dertil  have dem på i hele 50 minutter, særligt for en  NADA-  novice som jeg selv, der skal prøve NADA-  café for  første gang.

Det er tirsdag eftermiddag, og AkupunkturAkademiet i Åbyhøj har en halv time forinden åbnet dørene for dagens NADA-café.  

Caféen uden kaffe

NADA-café er et koncept, som flere NADA-behandlere har taget til sig inden for de sidste par år. Det er ikke en traditionel café, hvor man mødes over en kop kaffe og får sig en sludder. Her er kaffen byttet ud med NADA-te – en te brygget på et urtekompleks, som skal fremme akupunkturens virkning. Sludderen må man gemme til senere, da stilhed er et bærende element for behandlingen. Behandlingen, som går på øreakupunktur, betegnes som en café, da det skal være velkomment og uforpligtende. ”Her skal du ikke stå til ansvar for noget, ligesom på en normal café. Der skal du ikke svare på, om du har laster eller problemer i dit liv,” fortæller Maja Høegh, som er dagens behandler.

Henrik Stukkenborg blev henvist til NADA-behandling af Silkeborg Sygehus. Foto: Henriette Hejlskov

Henrik Stukkenborg er i caféen for tredje  gang.  Han er kommet  grundet  søvnproblemer, som følge af en  rygoperation.  Det er ellers  ikke kutyme at  dele, hvorfor man  er mødt op til cafeen. NADA er  nemlig en  standardiseret  behandlingsform,  som   ikke tilrettelagt efter  den enkeltes  behov, hvorfor man  ikke  behøver  at  forklare  årsagen til, at  man er  kommet. Henrik Stukkenborg har dog svært  ved  at skjule sin  begejstring. På blot tre gange er han gået fra fem timers usammenhængende søvn til at få de  anbefalede otte timer, næsten uden afbrydelser.

Ny i NADA

Tilbage i halvcirklen lægger Maja Høegh hånden på min skulder og går i gang. ”Du har gode NADA-ører,” siger hun, hvilket betyder, at NADA-punkterne er lettilgængelige. Det gør umiddelbart ikke ondt at få nålene ind med den roterende bevægelse, som NADA-metoden foreskriver. Men en stikkende smerte rammer som et jag, da jeg får tredje nål i højre øre. ”Av, den gjorde vist ondt,” siger Maja Høegh. ”Det var lungepunktet,” forklarer hun, hvortil jeg gyser til tanken om, at min ballast som ryger kan afsløres gennem mit øre. Og det kan det. De forskellige punkter i øret er ifølge NADA’en forbundet med kroppen og psyken. Tanken er, at de fem ørepunkter skal stimulere forskellige punkter i krop og sind. Eksempelvis er lunge-punktet forbundet med åndedræt og sorg. Det er valgfrit, om man vil have en 11. nål mellem øjenbrynene. Den skulle have en ekstra afslappende effekt. Inden det blev min tur, fik en ældre kvinde den 11. nål. Også hun var ny i NADA. ”Jeg skal have det hele med,” sagde hun, da hun blev spurgt om den valgfrie nål. Af samme princip vælger jeg også at takke ja. På under et minut har jeg de 11 nåle i hovedet. Det dirrer og sitrer, men på en overbærende måde, således at jeg stadig har is i maven til at fortsætte behandlingen.

Sindsro og søvn

Jeg bevæger mig ud af lokalet for at sætte mig med min NADA-te i rolige omgivelser. Her finder jeg ”urterummet”, som står skiltet på døren i lamineret papir. Der er en duft af kamille, hvilket også dominerer smagen af NADA-teen. Omkring mig er de øvrige cafégæster ved at indfinde sig. Nogle ligger på yogalignende måtter på gulvet, mens andre sidder på træstole. Jeg finder mig en træstol, som jeg kun lige akkurat kan ane, da den oplyses af stearinlys og en enkelt lyskæde.

Der er officielt 11 tilmeldte til dagens café, men Maja Høegh har fortalt, at der plejer at møde det dobbelte op. Og ganske rigtigt sidder vi godt og vel 20 fremmede, vidt forskellige mennesker, side om side med lukkede øjne, nåle i ørerne, uden at sige et ord. Der er larmende tavshed, og roen breder sig som en steppebrand. Også jeg føler mig tilbagelænet i mit uvante element.

Sindsroen har medvirket, at jeg nu føler at nåle og krop går i ét. Som var jeg født som nålepude med 11 orange nåle stikkende ud af mig. Jeg er dog ikke helt så afslappet som min sidemand. Han afbryder stilheden med en brølende snorken. Jeg bemærker, at han ikke er den eneste, der er faldet i søvn. Det er muligvis spændingen, der holder mig vågen. Forinden overhørte jeg en kvinde fortælle, hvordan hun har kunnet mærke NADA’en i hverdagen. ”Jeg græder mindre, spiser mindre chokolade og er mindre hidsig i trafikken,” sagde hun. Jeg er spændt på, hvad en enkelt NADA-behandling kan byde mig.

nada cafe akupunkturakademiet

Antallet af cafégænger er svundet ind til mindre end det halve. De, som trippede på fødderne ude i februarkulden  før cafedøren blev låst op, går afspændt derfra. Min behandling er færdig, og jeg er endnu ikke faldet i søvn. Da jeg får fjernet nålene, fortæller Maja Høegh, at det er ganske normalt at få sig en lur under NADA. Hun fortæller også, at jeg kan forvente at sove godt i nat.

Ude ved parkeringspladsen føles mine ben som overkogt spaghetti, og jeg kan mærke, at Maja Høegh vil få ret i sin forudsigelse. Jeg sover godt i nat.

En reaktion

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

En reaktion

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *