Pericardium 6 – det store kvalmepunkt

Det er måske et af de mest kendte akupunkturpunkter i Danmark. Det bruges rundt om på landets sygehuse i forbindelse med behandling af postoperativ kvalme, kvalme efter kemobehandling og – ikke mindst – i jordemoderkonsultationer i forbindelse med behandling af graviditetskvalme. Måske har du stiftet bekendtskab med de svedbånds-lignende ”sea-bands”, der har til formål at stimulere dette punkt og derved lindre transportsyge. Men hvad er det med Pericardium 6? Virker det? Og er det altid det bedste punktvalg, hvis man har en frygtelig kvalme?

Akupunktur på opvågningsafsnittet – lindring af postoperativ kvalme

Hele 20-80% oplever kvalme og opkast efter at have ligget på operationsbordet (1). Konventionelt behandles kvalmen med antiemetika (opkast- og kvalmestillende midler), men flere og flere steder anvendes akupunktur som kvalmestillende behandling på opvågningsafsnittene – og med god grund. F.eks. blev følgende kliniske retningslinjer godkendt af Rådet for Center for Kliniske Retningslinjer i 2009 (2): Evidensbaseret Klinisk Retningslinje for akupunktur til behandling af postoperativ kvalme og opkastning til patienter i opvågningsafsnit. I retningslinjerne fremstiller arbejdsgruppen et afgørende argument:

”Akupunktur er en lige så effektiv behandlingsform som behandling med konventionel antiemetika”

Skal vi lige tage den én gang til: Akupunktur er en lige så effektiv behandlingsform [mod postoperativ kvalme] som konventionel medicinsk behandling. Påstanden bakkes bl.a. op af et Cochrane review fra 2009 (opdateret i 2014), hvori konklusionen lød som følger:

“To prevent PONV [Post Operative Nausea and Vomiting], the effect of PC6 acupoint stimulation is comparable to antiemetics” (3)

Jordemoderens kvalmepunkt

Også i de gravides behandlerverden er man begejstrede for kvalmestillende akupunkturbehandling. I Jordemoderforeningens Tidsskrift for Jordemødre kunne man i 2014-nummeret læse om, hvordan antallet af indlæggelser med svær graviditetskvalme – hyperemisis gravidarum – faldt drastisk efter jordemødrene på Kolding Sygehus’ Akupunkturklinik havde specialiseret sig i kvalmebehandling med akupunktur – og lur mig, om ikke Pericardium 6 er et af klinikkens helt store guld-punkter.

Punktet kan naturligvis også anvendes til den mindre voldsomme, ”almindelige” graviditetskvalme – emisis gravidarum, og gravide kan i det hele taget med god grund opsøge akupunktur til gængse gravidtetsgener, som udover kvalmen kunne indbefatte lænde- og bækkensmerter, karpaltunnelsyndrom og væskeophobninger.

Punktet skal findes rigtigt, hvis det skal være effektivt!

De berømte sea-bands eller ”aku-bands” er en god hjælp for mange. Desværre sidder armbåndet ofte ikke korrekt og derfor stimuleres punktet ikke. Det resulterer i, at der ikke er nogen virkning eller virkningen ikke er særlig god. For at få den bedste virkning, skal punktet nemlig lokaliseres korrekt og, hvis kvalmen er voldsom, også helst anvendes med nåleindstik, og/eller sammen med andre punkter. Når punktet er lokaliseret korrekt, skal selve nålemanipulationen også fremkalde De Qi – den fornemmelse der fremkommer, når punktet aktiveres.

Sådan finder du punktet

Pericardium 6 ligger mellem to tydelige sener midt i håndleddet. Læg pege-, lange- og ringefinger ved siden af hinanden fra håndledsfolden og ned mod underarmen som vist på billedet nedenfor. Punktet finder du i de tre fingres afstand mellem de to fingre.

Er Pericardium 6 altid det bedste valg til kvalme?

Pericardium 6 er bestemt hverken det eneste eller altid det bedste valg, hvis man har kvalme – og nogle gange vil en akupunktør benytte sig af flere kvalmestillende punkter samtidig for at komme problemet til livs. En veluddannet akupunktør vil forholde sig til kvalmens årsag og vælge punkter derefter. Den fremgangsmåde vil være den mest effektive i praksis, men sidder du derhjemme med en frygtelig kvalme – så prøv endelig at give akupressur på Pericardium 6.

Henvisninger:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *