Værd at vide: Ny lovgivning om akupunktur

Den kendte præst og forfatter Johannes Møllehaves lillebror, Erling Møllehave, døde kort tid efter en akupunkturbehandling – og det satte gang i en kaskade af debatter om akupunktur og patientsikkerhed. Debatten endte i forslag om stramninger på området for, hvem der må udøve akupunktur på brystkassen. Disse stramninger træder i kraft om få dage.

Patientsikkerheden i højsædet

Lad mig starte med at slå fast: Patientsikkerhed er vigtigt – meget vigtigt! På AkupunkturAkademiet har vi i hele skolens levetid haft klare regler for, hvornår der må anvendes nåle uden supervision. Ud over et vist teoretisk niveau og praktisk træning, er der krav om førstehjælpskursus, undervisning i indstik, sikkerhed og hygiejne, samt håndtering af situationer, som er opstået som direkte eller indirekte følge af akupunkturbehandling.

De studerende lærer således selvstændigt at screene patienter og varetage en vurdering af, om der skal foretages særlige hensyn, forsigtigheder eller frarådning af akupunkturbehandling, begrundet i patientens almentilstand, diagnoser eller medicinindtag. Ved uddannelsens afslutning skal de kunne identificere, erkende og handle på en utilsigtet hændelse samt selvstændigt til- eller fravælge specifikke akupunkturfaglige metoder ud fra patientens tilstand, alder, diagnose, medicin eventuelle graviditet eller andre forhold.

Patientkontakt og – sikkerhed udgør i alt 10 ECTS i løbet af AkupunkturAkademiets uddannelse til Akupunktør, som er Niveauvurderet af Danmarks Akkrediteringsinstitution. Uddannelsen er indplaceret på niveau 6 i den danske Kvalifikationsramme for Livslang Læring – på niveau med professionsbachelorer som fysioterapeut-, kiropraktor- og sygeplejeuddannelserne.

Rune Stevnhøj læge AkupunkturAkademiet
På billedet: Læge Rune Stevnhøj underviser i hygiejne og sikkerhed

Om lovgivningen

I april 2019 blev der vedtaget et lovforslag om regulation med udøvelsen af akupunktur på brystkassen. Der var i lovforslaget fastsat en overgangsordning, der udløber den 30. juni 2021. I to år og 2 måneder har vi ventet spændt på, hvem der kom til at udbyde det kursus, man skal have for fortsat at udføre nåleindstik i thorax-regionen, hvor og hvornår kurset kunne tages og hvad kurset præcist kommer til at dække. Så, den 25/06 2021, 5 dage før overgangsordningens udløb, blev følgende lagt op på Styrelsen for Patientsikkerheds hjemmeside:

  • ”…. Er du læge eller kiropraktor, så kan du fortsat udføre nåleakupunktur på brystkassen både før den 30. juni 2021 og efter denne dato. Hvis du udfører nåleakupunktur som led i behandlingen i det offentlige sygehusvæsen, skal du også fortsat udføre nåleakupunktur på brystkassen både før den 30. juni 2021 og efter denne dato.
  • Alle andre der udfører nåleakupunktur: “…. Du kan frem til den 30. juni 2021 udføre nåleakupunktur på brystkassen. Herefter skal du gennemføre det obligatoriske kursus, notificere Styrelsen for Patientsikkerhed om gennemført kursus og indbetale et gebyr for at blive opført på en liste for fortsat lovligt at kunne udføre nåleakupunktur på brystkassen.”

Længere nede i teksten kan man læse at: ”Det er forventningen, at kurser kan gennemføres fra 1. august 2021.” Der er mange behandlere – rigtig mange – der er helt afhængige af at få dette kursus for at kunne udføre deres arbejde, og selvom der er to dage til ordningen træder i kraft, står meget stadigvæk hen i det uvisse.

Som at fratage taxa-chauffører retten til at bakke

Forestil dig, du kører taxa. Måske er du selvstændig, måske er du ansat i et større vognmandsfirma. Du har måske faste aftaler om patientbefordring eller handikapkørsel. Efter en tragisk hændelse bliver det bestemt fra politisk side, at du skal have et kursus i at bakke. Du har kørt i 25 år og oplever egentlig at du har godt styr på det med at bakke, men man kan jo altid lære noget nyt, og det er fint, der er fokus på sikkerheden. Du vil gerne være med til at sikre ordnede forhold for brugerne, og bekæmpe sort taxakørsel. Det er fint, med det kursus i at bakke. Det koster godt nok 3.500,- du synes, du kunne have brugt mere fornuftigt, især her oven på halvandet år med corona, hvor der har været markant nedgang i de faste kørsler, men det tager du med.

Du prøver adskillige gange at finde ud af, hvordan du skal forholde dig, desværre uden held. Så pludselig – 5 dage før reglen træder i kraft får du at vide, at om 5 dage må du ikke længere bakke. Ikke før, du har taget kurset. Det vides ikke, hvornår du kan tage det. Vær så god og se, hvordan du kan få det til at fungere!

AkupunkturAkademiet thorax kursus akupunktur
På billedet: Akupunktur på thorax. Mange skader sker når behandleren "bare" behandler spændinger i nakke og ryg og ikke har styr på, hvor lungerne sidder

Er Akupunktur en farlig behandlingsform?

Det korte svar er: Nej. Der findes en del studier af, om akupunktur er en farlig behandlingsmetode. Den overordnede evidens på området viser at akupunktur, udført af kvalificerede akupunktører er en af de sikreste behandlingsmetoder, sammenlignet med de alternativer, der kan tilbydes for eksempel indenfor smertebehandling. I en artikel fra 2006 ” The safety of acupuncture – evidence from the UK. “ skriver White, A.:

“The risks associated with acupuncture can be classified as negligible, and acupuncture is a very safe treatment in the hands of competent practitioners.”

Den største undersøgelse af sikkerhed ved akupunkturbehandling kommer også fra 2006. Det tyske PEP-Ac studie, involverede 454,920 patienter og over 4 million behandlinger i det tyske sundhedssystem. 7.9% af patienterne i dette studie rapporterede mindre bivirkninger som for eksempel smerte i forbindelse med indstik, blå mærker og blødning efter nålen blev taget ud. Kun 0.003% (11 patienter) oplevede alvorlige bivirkninger. Disse inkluderede pneumothorax, akut blodtryksstigning eller – fald, infektion i huden, astma anfald og forværring af selvmordstanker.

“Out of 4,441,103 acupuncture treatments, the number of reported serious adverse events was only 11.”

Lad os sætte det lidt i perspektiv

Når vi skal vurdere, om en behandlingsmetode er farlig, er vi nødt til at sætte effekten af behandlingen op imod de eventuelle bivirkninger. Det er for eksempel ret effektivt at smertelindre med morfin, men det kan også have fatale bivirkninger. Den potentielt gavnlige virkning skal sættes op mod den potentielt skadelige.

25% af patienter, der får opioider (f.eks. mofin) som smertestillende medicin udvikler afhængighed. I USA dør flere mennesker af overdosis af opioider end af bil ulykker, mens NSAID (non-steroidal anti-inflammatory drug, som f.eks Ipren), øger risikoen for hjerteanfald.

Du kan få endnu mere perspektiv og flere tal på i videoen her:

Så hvad kan vi gøre for patientsikkerheden?

Vi kan sikre høj uddannelse. Det er det, alt forskning viser virker. Træning i akupunktur og akupunkturteknikker vel at mærke. Man er med andre ord ikke nødvendigvis mere sikker, fordi man er højtuddannet, som f.eks. en læge, men når man er højtuddannet indenfor faget akupunktur. WHO anbefaler mindst 2.500 timers træning som en del af en formaliseret uddannelse.

Det er vigtigt at:

  • Have grundlæggende viden om anatomi og fysiologi.
  • Modtage træning i nåleteknik samt udtagning af nål.
  • Anvende høj kvalitets, sterile éngangsstålnåle.
  • Modtage træning i ren-teknikker.
“Serious complications after acupuncture continue to be reported. Many are not intrinsic to acupuncture, but caused by malpractice of acupuncturists. This might explain why surveys of adequately trained therapists failed to yield such complications . . . The key to making progress would be to train all acupuncturists to a high level of competency.” 
Ernst et al, 2011

Thorax-kursets indhold

Som tidligere nævnt, er der ingen større uddybning af kursets præcise indhold. beskrivelsen lyder på at det er et kursus i at ”forebygge, erkende og håndtere skader på lungerne efter nåleakupunktur på brystkassen”.

  • Forebyggelsen handler i høj grad om kvalificeret undervisning i ethvert anvendt punkts funktioner, indikationer, kontraindikationer, indstiksretning- og dybde, hygiejne osv. Forebyggelse af utilsigtede hændelser er afgørende for patientsikkerheden. Det underbygges af forskningen at akupunktur er en sikker behandlingsform, så længe denne udføres af en person med tilstrækkelig uddannelse i at håndtere nåleindstik, sådan som bl.a. WHO anbefaler.
  • Erkendelsen kan være et problem. Den ligger ikke kun hos akupunktørerne, men også hos de praktiserende læger, der ikke nødvendigvis har været opmærksomme på risikoen for en punkteret lunge, når en patient har henvendt sig med vejrtrækningsbesvær efter akupunkturbehandling. Det manglende fokus førte til at Styrelsen for Patientsikkerhed den 2. oktober 2017 udsendte en meddelelse om at være opmærksomme på problemet. De skrev: ”I flere af eksemplerne er pneumothorax blevet overset ved første kontakt til læge”.
  • Håndteringen hænger i høj grad sammen med erkendelsen. En akupunktør skal til enhver tid handle ansvarsfuldt. Klager en patient over mulige pneumothorax-relaterede symptomer efter akupunkturbehandlingen, så er der ikke meget at rafle om: Vedkommende skal tilses af en læge.

Patientsikkerheden skal være i højsædet

Det er godt, det fremover bliver sådan, at kun personer med et vist uddannelsesniveau (RAB-godkendte akupunktører og personer, der er sundhedsautoriserede i andre fag) må stikke i brystkassen. Det ville være endnu bedre, hvis det galt for alle, at uddannelsen skulle være indenfor akupunkturfaget. Enhver med en sundhedsautorisation og et éndagskursus i hånden – eller sågar ingen dages kursus – må fuldt lovligt udføre akupunktur, uden forudgående uddannelse i faget. Jeg nærer den dybeste respekt for de sundhedsautoriseredes faglighed, indenfor den disciplin, de er uddannede i. Samtidig mener jeg, det er et problem at antage, at man er rustet til at udføre gode, sikre akupunkturbehandlinger uden uddannelse fordi man har en anden uddannelse. Tilmed at man – uden nogensinde at have sat en eneste nål – i lovens forstand kan kalde sig ”akupunktør”. Jeg håber, at denne lovændring fungerer som trædesten for et større fokus, en stadig udvikling og fortsat debat om akupunkturfaget i Danmark.

Punkteksamen AkupunkturAkademiet
Undervejs i uddannelsen hos AkupunkturAkademiet skal man til den såkaldte "punkteksamen", hvor man skal kunne 402 punkters funktioner, indikationer, kontraindikationer, forsigtighedsforanstaltninger, indstiksdybde og -vinkel udenad

Hvad med resten af kroppen?

Det kan undre voldsomt, at man alene taler om skader på lungerne. Hvad med de andre indre organer? Hvad med kar og nerver? Hvad med de særlige forholdsregler man skal kende når man behandler en gravid eller én der har en diagnose eller tager en bestemt type medicin, som det er afgørende for sikkerheden, man har viden om? Lad os håbe at der ikke hver gang skal en tragisk historie til, før der handles. Lad os få ordentlig lovgivning på området, så ordentlig uddannelse kan sikres og patienterne trygt kan modtage akupunktur til lindring af den lange række af problematikker, der er god evidens for – og dem, der er på vej, og så enhver sundhedsfaglig kollega trygt kan henvise patienter til akupunktur, velvidende at patientsikkerheden er i orden.

Og hvorfor så ikke lige slutte af med et digt af Erling Møllehaves bror, den kendte forfatter Johannes Møllehave, der var stor tilhænger af akupunkturen:

"... Men nu kan jeg som nyomvendt i høj grad erkende, hvor anderledes jeg har det, hver gang jeg er blevet behandlet med små nåle. I en halv time. Metoden er simpel, jeg får simpelthen stukket nåle i begge håndrygge og min skaldede isse, og velværet breder sig. Må jeg sige det på vers:
Johannes Møllehave
Kristelig Dagblad, 2009

Før var jeg indadvendt, lukket og sur,

men så fik jeg akupunktur.

Før blev jeg vred og gav alle et fur,

men så fik jeg akupunktur.

Jeg var forskruet med masser af skru’r,

men så fik jeg akupunktur.

Min sjæl fór rundt som en løve i bur,

men så fik jeg akupunktur.

Min forsvarsmekanisme faldt som Den Kinesiske Mur,

da så jeg fik akupunktur.

Tvangsneuroserne svandt, hvad blev der af dem?

De blev væk, mens min doktor tog stikkene hjem.

Gid metoden bli’r udbredt fra Randers til Ruhr,

længe leve akupunktur!

Jeg falder ikke tilbage ét øjeblik,

skønt jeg sad som på nåle ved hvert eneste stik.

Før var jeg stykkevis til, jeg var delt,

helbredelsen virker dog gudskelov helt.

2 reaktioner

  1. Hej
    Hvis jeg går i gang med uddannelsen som akupunktur, hvornår i forløbet, må jeg begynde at øve mig på kunder/patienter. Er meget interesseret i Akupunktur uddannelsen, her på mine “ældre” dage. Er 57 år.

    Med venlig hilsen
    Charlotte

    1. Hej Charlotte
      Vi går ret meget op i at du kan begynde at praktisere hurtigt, så efter 6 uger på uddannelsen er du klar til at øve, og efter 1. semester kan du give en beroligende akupunkturbehandling, en afslappende kropsmassage og simpel smertelindring med akupunktur til dine kunder/patienter.

      Mvh Camilla

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

2 reaktioner

  1. Hej
    Hvis jeg går i gang med uddannelsen som akupunktur, hvornår i forløbet, må jeg begynde at øve mig på kunder/patienter. Er meget interesseret i Akupunktur uddannelsen, her på mine “ældre” dage. Er 57 år.

    Med venlig hilsen
    Charlotte

    1. Hej Charlotte
      Vi går ret meget op i at du kan begynde at praktisere hurtigt, så efter 6 uger på uddannelsen er du klar til at øve, og efter 1. semester kan du give en beroligende akupunkturbehandling, en afslappende kropsmassage og simpel smertelindring med akupunktur til dine kunder/patienter.

      Mvh Camilla

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *